Er der en voksen til stede?
Her kan du se et eksempel på en politisk tale. Undervejs i talen kan du læse kommentarer og forklaringer til afsnittene.
Opgaveformulering
Talen er skrevet ud fra opgave 1 i afgangsprøven for 10. klasse i december 2019.
Tale ved Ungdommens Folkemøde d. 8. september 2021: Er der en voksen tilstede?
Af Mathilde Thomsen, folkeskoleelev Århus.
Hvor mange af jer har været bange for at få en lav karakter i skolen? Hvor mange af jer har prøvet at blive kede af det over en karakter? Det har jeg. Mange gange. Jeg har grædt. Jeg har følt mig dårlig. Jeg har følt mig forkert og dum.
Vi er alle sammen en del af en generation, der skal præstere. For at passe ind i præstationssamfundet skal vi hele tiden gøre vores bedste. Og så endnu mere. Allerede i 2. klasse bliver vi udsat for nationale test, så de voksne kan se, om vi lever op til kravene. Og når vi endelig er færdig med ræset i folkeskolen, skal vi skynde os videre. Så skal vi skynde os i gymnasiet og på videregående uddannelser. Samfundet vil have os hurtigt igennem, så vi kan komme ud på arbejdsmarkedet.
Når vi ikke er i skole, skal vi leve op til en masse andre ting. Vi skal have likes på de sociale medier. Vi skal være søde og høflige. Vi skal være sunde og aktive. Vi skal have et fritidsjob, en masse venner og en sund hobby. Vi skal kort sagt være perfekte. Samfundet har lagt sine krav på os som en stor, tung rygsæk.
Jeg kæmper og gør, hvad jeg kan. Jeg slæber på den præstationsrygsæk hver dag. Men det er som om, at den bare bliver tungere og tungere. Det vil jeg ikke finde mig i. Hvorfor er der ikke nogen, der gør noget ved det? Hvorfor er der ingen, der hjælper os? Det er da ikke sådan ungdommen skal være!
I talens indledning taler afsenderen direkte til sine modtagerne og fortæller om sig selv. Det er en god måde at få deres opmærksomhed på, fordi de andre deltagere på ungdommens folkemøde vil have erfaringer, der ligner talerens.
Herefter tales på vegne af modtagerne ved at bruge "vi". Det er en anden måde at inddrage dem og gøre dem interesserede i talens indhold.
Afsenderen giver korte eksempler på, at børn og unge føler sig pressede af præstationssamfundet. Eksemplerne viser, at debatten om emnet er vigtig.
Til sidst kommer afsenderen med den centrale problemstilling i talen, nemlig den manglende handling over for præstationspresset, som plager de unge. Hun udtrykker det med et billede. Presset er som en tung rygsæk, de unge skal slæbe rundt på.
Unge som os får det værre og værre. Antallet af børn og unge med stress, depression og angst er steget meget voldsomt de seneste 15 år. Ifølge Børns Vilkår føler 30% af alle piger i 9.klasse sig stressede ofte eller hele tiden. Der er hele tiden noget, vi skal præstere i. Og vi kan hele tiden se, hvor vi selv ligger på en skala fra dårlig til perfekt. Det gør, at vi bliver stressede og triste. Flere undersøgelser viser, at vores generation generelt er mindre glade end andre. Og det er jo ikke så mærkeligt.
Vi er en generation af hårdtarbejdende og travle unge. Men det dur bare ikke at have en hel generation, der kan præstere, når vi ikke kan være lykkelige. Det er fuldstændigt ligegyldigt at kunne score karakterer i top, hvis ens lykke er i bund. Det er fuldstændigt ligegyldigt at have en million følgere på Instagram, hvis man er helt alene og ensom. Vi er nødt til at tale om, hvorfor vi så skal præstere. Hvad er pointen med alle præstationerne, hvis det skaber ulykke?
Vi skal ikke være en generation af grå spøgelser i et samfund af solstrålende livsnydere. Vi har alle hørt om de unge, der har fået angst over at skulle gå i skole. Vi tror, at vores fremtid afhænger af gode karakterer og mange venner på Facebook. Ikke fordi, det er sandt. Men fordi, det er det, som samfundet fortæller os. Derfor er mange af os unge triste og ødelagte, før vores liv er gået rigtigt i gang.
Min veninde Emma gik for nyligt ned med stress. Emma fik altid 12 i alle fag. Hun havde to fritidsjob. Hun gik både til håndbold og klaver. Alle voksne roste Emma. For hun var så god til det hele. Dygtig i skolen, god på jobbet og populær blandt sine mange venner. Men fra den ene dag til den anden kunne Emma ikke mere. Hendes krop sagde stop.
I disse afsnit af midterdelen udfolder afsenderen sine synspunkter om præstationssamfundet. Hun forklarer yderligere, hvad problemerne er. Hun beskriver også et konkret eksempel ved at inddrage sin veninde. Hun inddrager fakta og statisk, der kan underbygge hendes synspunkt.
Hvem har så ansvaret? Hvem skal vi pege på og skælde ud for vores angst, stress og depressioner? Hvem er skaberne af det samfund, der maser os flade? Jeg mener, at det er de voksne. Det er dem, der har sat os i verden. Dem, der har skabt det samfund, som vi er vokset op i. Dem, der presser os. Derfor er det dem, der må hjælpe os.
Hvorfor var der ikke nogen voksne, der hjalp Emma? Hvorfor var der ikke nogen, der sagde, at hun skulle huske at passe på sig selv? Det eneste Emma fik fra de voksne omkring hende, var ros for sine præstationer.
Så spørger de voksne måske: ”Men skal I unge ikke selv tage ansvar?”. Måske skyldes vores triste humør, at vi er for meget på Instagram. Måske har vi bare for høje forventninger til os selv.
Måske skal alle os 12-talspiger og likehuntere bare slappe lidt af. Måske er præstationspres noget, som vi hver især må finde løsningen på. Stress, angst og depression er jo noget, der findes inde i os selv og ikke ude i samfundet.
Men præstationskulturen er ikke noget, der bare findes inde i unges hoveder. Jeg tror, at dette er et samfundsmæssigt problem. Det er ikke børn og unges skyld, at vi lever i et præstationssamfund. Det er de voksne der har skabt det.
Politikere har skabt det uddannelsessystem, som vi lider i. Vores forældre, lærere og studievejledere råder os til at præstere for vores fremtids skyld. De voksne roser os kun for vores præstationer. Ikke for vores lykke. Samfundets præstationspres lægger sig på os igennem de voksnes ord.
Der er selvfølgelig ikke nogen, der har skabt dette samfund for at skade unge mennesker. Der er gode grunde til, at samfundet har udviklet sig til, hvad det er. Selvfølgelig har voksne ikke haft til hensigt, at vi unge skulle have det dårligt. De har lært os at præstere, fordi de tænkte, at det ville gøre os i stand til at skabe fantastiske liv for os selv. Uddannelsessystemet er ikke skabt for at pine os, men for at gøre os klogere. Det er desværre bare ikke et særligt godt samfund, man har skabt.
Vi unge kan ikke skabe et bedre samfund alene. Vi kan ikke selv ændre skolesystemet. Mange af os har ikke stemmeret endnu. Vi kan ikke stemme på politikere, der vil lave samfundet om. Og vi kan hellere ikke selv stille op til valg endnu. Vi har ingen magt. Vi har kun vores stemmer til at råbe vores forældre, skolelærere og politikere om hjælp. Alle os, der har stress og angst har brug for støtte fra voksne, der er stærkere, klogere og har mere livserfaring end os.
I disse afsnit af midterdelen reflekterer afsenderen over, hvorfor voksne er nødt til at tage større ansvar for præstationspresset. På den ene side ser hun på de unges eget ansvar, på den anden side på samfundets og de voksnes ansvar.
Vi skal ikke slæbe rundt på præstationssamfundets tunge rygsæk. Vi bliver nødt til at råbe de voksne op! Vi skal tage denne her debat! Det er vigtigt for hele vores generation.
Vi skal ikke frygte for at få lave karakterer i skolen. Vi skal ikke tude over at være uperfekte. Stress, depression og angst skal ikke være en normal del af vores liv. Uddannelsessystemet skal ikke ødelægge os.
Vi er født ind i et samfund, der er helt galt. Det skal fikses! Der skal fokus på unges lykke. Der skal fokus på, at vi ikke skal være perfekte. Det ikke er noget værd at kunne præstere, hvis man sekundet efter går ned med stress!
Samfundet skal laves om. For vi har ret til at være lykkelige. Det er ikke vores skyld, at vi lever i et præstationssamfund. Det er de voksne, der har skabt det. Og de er trods alt de voksne, imens vi bare er deres børn. De voksne skal støtte og ikke presse os.
Men nu står vi her alene og skal klare os selv.
Er der overhovedet en voksen til stede?
I afslutningen af talen samler afsenderen op på talens hovedpointer. Der tales i korte sætninger og tydeligt til modtagernes følelser. Afsenderen vender tilbage til billedet af den tunge præstationsrygsæk, som hun talte om i indledningen.
Til sidst understreges hovedbudskabet med talen, nemlig at de voksne er nødt til at gribe ind over for præstationssamfundet.
Kildeliste
Aisinger, Pernille. 2019. »Forskere: Skolens præstationskultur får børn til at gå ned« På Folkeskolen.dk d. 21. januar 2019. https://www.folkeskolen.dk/650726/forskere-skolens-praestationskultur-faar-boern-til-at-gaa-ned.
Børns Vilkår. 2020. »Ny rapport om stress blandt børn og unge: ”Jeg føler mig som et omvandrende tal”«. På Bornsvilkar.dk d. 29. juni 2020. https://bornsvilkar.dk/nyheder/ny-rapport-om-stress-blandt-boern-og-unge-jeg-foeler-mig-som-et-omvandrende-tal/.
Hagemann, Steffen. 2019. »Præstationskulturen truer unges trivsel: Det er altid min egen skyld« På BUPL.dk d. 25. marts 2019. https://bupl.dk/paedagogik-og-profession/paedagogisk-forskning/praestationskulturen-truer-unges-trivsel-det-er.
Lerche, Mathilde Boserup. 2019. »Jeg bliver ret irriteret, når de voksne siger, at det er os unge, der skal redde klimaet« På Politiken.dk d. 14. januar 2019. https://politiken.dk/debat/art6962503/Jeg-bliver-ret-irriteret-n%C3%A5r-de-voksne-siger-at-det-er-os-unge-der-skal-redde-klimaet.
Taleren har brugt flere forskellige kilder, og derfor skal der også laves en kildeliste. Nogle kilder har været brugt til inspiration, andre bliver brugt til at underbygge talerens synspunkter. De bidrager med fakta, statstisk og ekspertviden, som taleren kan bruge. Begge typer af kilder skal nævnes på kildelisten.