E-sport
Her får du et eksempel på en reportage om e-sport. Reportagen skal forestille at være skrevet til hjemmesiden for en stor dansk idrætsorganisation. I reportagen beskriver skribenten stemningen ved danmarksmesterskaber i e-sport. Reportagen forklarer også modtageren, hvad e-sport er for noget og om de kompetencer, som de gode udøvere af e-sporten skal have. Undervejs i reportagen har vi indsat forklaringer, hvor du kan læse vores overvejelser og valg om indhold og sprog.
Opgaveformulering
Reportagen er skrevet ud fra denne opgaveformulering, som var del af afgangsprøven i skriftlig dansk i maj 2020:
*Til opgaveformuleringen var vedlagt et medieklip om turneringen i Odense.
Her kan du hente reportagen som PDF.
Eksplosioner og jubel! E-sporten indtager Odense

Af Helene Jensen, kommunikationsmedarbejder for DGI. Udgivet 3. maj 2021.
Det ser håbløst ud. Han er den sidste fra holdet, som stadig er i live. Bomben tikker utålmodigt i det fjerne. Fire aggressive terrorister er på vej for at skyde ham. Han er nødt til at gå derud. Det kan ikke være anderledes. Han springer frem fra sit skjul bag olietønden. Det er alt eller intet. Pludselig sker det, ingen nogensinde kunne have forudset. Da det fjerde skud forlader hans pistol, har han skudt alle fire terrorister. Han spæner hastigt mod bomben.
På tilskuerrækkerne sidder hundredvis af folk og følger med på storskærmen. De er stadig målløse og kan ikke helt fatte, hvad de lige har været vidne til. Ingen blandt publikum havde troet, at de skud var mulige. Modstanderholdet sidder måbende tilbage i stolene.
Formålet med overskriften og billedet er at skabe et godt blikfang for reportagen, som kan gøre læseren interesseret. Overskriften bruger en typisk sportsmetafor, hvor sport beskrives med krigsord: at indtage og eksplosioner. Det fremhæver dramatikken. Det samme gør billedet, hvor du ser de vilde og begejstrede vindere.
Indledningen gøres herefter dramatisk ved beskrivelsen af en situation i spillet Counter Strike. Her er der taget inspiration fra et YouTube klip af spilleren Dev1ce fra Astralis, da materialet til selve opgaven ikke bød på en tilsvarende situation. Det er dog formuleret på en måde, så den realistisk kunne foregå ved det arrangement, som reportagen handler om.
Indledningen slutter med at fokusere på publikums reaktioner på det, de lige har været vidne til.
Det er den 26. maj på Odense Rådhus, hvor dagsordenen i dag ser noget anderledes ud end normalt. De første Danmarksmestre i e-sport skal kåres, og hallen i Odense Rådhus er stedet, hvor det hele sker.
Det myldrer med mennesker alle vegne, og udenfor på Rådhuspladsen står e-sport fans linet op i lange køer for at komme ind og se dagens turneringer. Indenfor er spillere fra nær og fjern ved at gøre sig klar. PH-lamperne er slukket og udskiftet med discolys. Der er bygget publikumstribuner og en scene til spillerne. Selvom det stadig er tidligt på formiddagen, fylder publikum hurtig hele hallen, hvor storskærme på væggene livestreamer de forskellige kampe.
Alle følger med i det hårrejsende spil Counter-Strike. Bomben tikker hurtigere og hurtigere. Der kun 10 sekunder igen, før bomben udsletter alt. Han går i gang med at demontere den med sit kit. Publikum holder vejret. Med mindre end ét sekund tilbage lykkes det, bomben er uskadeliggjort. I spillet er der helt stille, men i Rådhussalen brøler publikum og kommentatorer af chok og glæde. Den unge spiller er et stort grin af lettelse og overraskelse. Modstanderholdet ser skuffede ud, men de nikker anerkendende.
Her beskrives turneringen. Der er fokus på at beskrive omgivelserne og stemningen blandt publikum og spillere, og der kobles tilbage til spillet fra indledningen. Der er også indsat en faktaboks om væksten inden for e-sport.
Beskrivelsen af stemningen og e-sportens popularitet er en del af reportagens vinkling. Altså det, den særligt fokuserer på ved begivenheden. I det følgende afsnit kommer den sidste del af vinklingen frem, nemlig et fokus på e-sportsfolkenes kompetencer og evner.
Spillerne, der skal kæmpe mod hinanden i Counter-Strike, samler sig holdvis i klynger og diskuterer deres strategier. Ligesom med fodbold gælder det om at tænke taktisk og arbejde sammen. Men e-sporten udvikler også andre kompetencer, mener forskeren David Ekdahl fra SDU. For Ekdahl er computerspil ikke bare computerspil, hvert spil udvikler nemlig forskellige kompetencer. Mens de mekaniske evner og reaktionstiden er altafgørende i et spil som Counter-strike, så er overblik det vigtigste element i League of Legends. ”Fordi det er et fugleperspektiv-spil, så er der en stor mængde af visuel information, som man skal kunne håndtere og reagere på lynhurtigt,” fortæller Ekdahl.
Mikkel Hjuler er sportsfysioterapeut og arbejder til dagligt med e-sportsudøvere fra nogle af de store, professionelle danske hold. Han nikker genkendende til Ekdahls forskning om spillerne: ”De skal være lynhurtige til at opfange inputs, oversætte og forstå dem, og derefter handle på dem. Derudover skal de have en fænomenal øje-til-hånd koordination og reaktion.” Spillerne skal altså kunne koncentrere sig om flere ting samtidig, og de skal være i stand til at kunne bevare overblikket i stressede situationer. De evner er nyttige og eftertragtede i mange jobs. Det gælder til eksempel for militæret, i lufthavne, hos politiet og i aktiehandel.
Nu tælles der ned over højtaleren, og de forskellige hold skråler deres indbyrdes kampråb. En alarm lyder, og holdene splitter op og fordeler sig ud ved computerne. Lige inden spillet skydes i gang, giver ’Delfinerne’ fra AaB hinanden et par sidste fistbumps og highfives. Nu skal kampen til at begynde, og nedtællingen går i gang.
E-sporten er i dag anerkendt som en sport hele verden over, og den har på rekordtid tilegnet sig millionvis af fans. Men alligevel er der stadig folk, som rynker på næsen, når de hører ordet e-sport. De tænker på spillerne som chipsspisende og coladrikkende, blege teenagedrenge med dårlig fysik.
Mikkel Hjuler er helt uenig: ”For mig at se er e-sporten nutidens svar på, hvad golfen var for 20 år siden. Tiger Woods var med til at ændre en sport fyldt med ældre tykke mænd, der røg cigar og drak whisky, til at være top-professionaliserede yngre veltrænede atleter.” Hvis udøvere vil noget med e-sporten er de afhængige af faste rutiner med fysisk træning, gode kostplaner og fornuftige sovevaner, fortæller Hjuler.

I afsnittene her inddrages to eksperter i e-sport, som bidrager med viden om de kompetencer, som gode udøvere skal have. Udtalelserne er fundet ved at søge på nettet. De kobles naturligt ind i reportagen her, mens de oprindelige kilder nævnes på kildelisten til sidst. Udtalelserne fra eksperterne knyttes sammen med beskrivelsen af stemningen under turneringen ved at veksle mellem dem.
I afsnittet er også indsat et billede, som viser et begejstret publikum. Det er et screen-shot fra det medieklip, som hører til opgaven. Billedet har også fået en kort billedtekst, som fortæller læseren om indholdet.
Holdene er godt inde i de første kampe, og det store publikum hujer og hepper begejstret. Salen er oplyst i alle regnbuens farver, og folks øjne skinner i skærene fra storskærmene. En kvinde tager sig til læben i spænding, mens hun betragter en af kampene. Hun er så opslugt af spillet, at hun helt glemmer de lune popcorn i sit skød. Kampene spidser til, og det føles som om, hele salen holder vejret.
Endelig - pludselig - tager Delfinerne den første sejr. Publikum springer op fra sæderne og klapper vildt i hænderne. Salen fyldes med musik, og det første konfetti skydes af. Delfinerne kaster deres head-sets fra sig, og de springer op fra computerne. De fem drenge i ens holdtrøjer løber hen til hinanden og mødes i et stort kram. Der er ingen fra publikum, der buer. Hverken af taber- eller vinderholdene. Vinderne giver taberne hånden, og folk fra publikum støtter dem alle med skulderklap og opmuntrende tilråb.
Sådan fortsætter dagen med adskillige kampe. Hverken spillere eller publikum er til at køre trætte. ”Vi synes, det er noget af det fedeste, vi har været til,” siger en smilende ung dreng fra FKE Vikings. Hans øjne stråler. Hans hold har vundet alle deres kampe indtil videre, og han har store forhåbninger til dagen.
Finalisterne i spillet League of Legends samler sig med deres holdkammerater inden kampen. Aab Delfinerne mod FKE Vikings. Drengene tripper med benene og tager dybe indåndinger. Det er nu, det hele gælder. Det er dette, de har trænet op til. Der er en billet til Verdensmesterskabet i november på spil. Nu tælles der ned en sidste gang. Finalisterne sætter sig koncentreret ved computerne, og de lægger deres fingre klar ved tastaturerne. 3, 2, 1, begynd!
Der bliver kæmpet med sværd og trylleformularer. Både mænd og tårne får hug på begge sider, og spillet står tæt. De spillere, som ikke nåede videre til finalen, ser nu med fra publikumsrækkerne. Det er en intens kamp, og ingen af spillerne fra holdene falder let. Men til sidst fælder Delfinerne FKE Vikings’ sidste tårn, og de når ind til holdets Nexus. Falder Nexus, er kampen afgjort. Delfinerne hugger løs, og endelig ødelægges FKE Vikings’ Nexus. Stemningen i salen er elektrisk, og det regner med konfetti, glimmer og klapsalver.

Delfinerne fra AaB hopper i glæde over sejren. ”Danmarksmestre!” råber de højt, så hele salen kan høre det. På det store podie i salens centrum kan de løfte den skinnende, blanke pokal og fejre titlen som Danmarksmestre i e-sport. ”Det er super fedt at få så meget opbakning,” siger en af Delfinerne til intervieweren fra TV2. Musikken dunker i hele rummet, og nu skal sejren for alvor til at fejres.
Delfinerne er ikke alene. Siden de første videospil kom på markedet i 1972 er det kun gået opad for e-sporten. Mens de professionelle e-sportsudøveres kampe sætter seerrekorder i Danmark på både DR3 og Tv2-Zulu, skyder flere og flere e-sportshold op over alt i landets sportsforeninger og -klubber.
Slutningen på reportagen vender tilbage til turneringen og skaber et dramatisk højdepunkt ved at fokusere på finalen i League of Legends. Spillerne beskrives før kampen, og stemningen fremhæves gennem citater fra både spillere og publikum. Citaterne er hentet fra medieklippet, som er vedlagt opgaveformuleringen.
Der bygges en spænding op ved at følge slagets gang i spillet. Spændingen udløses tilsidst ved afgørelsen af kampen. Der er i afsnittet indsat et screen-shot af de glade vindere samt en faktaboks, som fortæller om de kommende verdensmesterskaber, som vinderne skal deltage ved.
Kildeliste
AaB esport. (28. maj 2018). AaB tager the triple og sikrer sig kvalifikation til VM i Taiwan 2018. Hentet 3. maj 2021 fra AaB esport: https://aabesport.dk/aab-tager-the-triple-og-sikrer-sig-kvalifikation-til-vm-i-taiwan-2018/
DR Nyheder. (2. November 2018). Gaming kan være træning for din hjerne. Hentet 3. maj 2021 fra DR Nyheders YouTubekanal: https://youtu.be/TZV9iiVnNGU
Hjuler, M. (u.d.). Er eSport en sport? Hentet 3. maj 2012 fra Fysiq - Fysio Danmark: https://fysiq.dk/er-esport-en-sport/
House of Esport Highlights. (23. januar 2012). GOD device 1v4 deagle clutch against Vitality @overpass | BLAST Premier Global Final. Hentet 3. maj 2021 fra YouTube: https://youtu.be/OgvoTH401rg
Kulturministeriet. (2019). National Strategi for Esport. Hentet 3. maj 2021 fra Kulturministeriet: kum.dk/fileadmin/_kum/5_Publikationer/2019/National_strategi_for_esport_2019.pdf
Møller, J. G. (13. april 2018). DM i e-sport skal afholdes på rådhuset i Odense. Hentet 3. maj 2021 fra DR Regionerne: https://www.dr.dk/nyheder/regionale/fyn/dm-i-e-sport-skal-afholdes-paa-raadhuset-i-odense
Når du bruger kilder udover materialet til opgaveformuleringen, skal du altid lave en litteraturliste til sidst. Her kan du se de kilder, som er brugt til reportagen ovenfor.
Der søgt ekstra informationer om arrangementet, som medieklippet i opgaveformuleringen handlede om. Der er også søgt efter nogle ekspertudtalelser om kompetencerne hos dygtige e-sportsfolk og efter konkrete tal om antallet af e-sportsudøvere i Danmark.
Der er også brugt et klip fra Youtube af den danske spiller Dev1ce fra Astralis som inspiration til indledningen.