Læs opgaveformuleringen

Du skal altid følge opgaveformuleringen. Derfor skal du læse den grundigt, inden du begynder at skrive. 

Eksempel på opgaveformulering

Her har du et eksempel på en opgaveformulering. Opgaveformuleringen fortæller dig flere ting, som du skal lægge mærke til. Du får informationer om emne, situation, afsender, modtager, sprog og medie.

Det talte vi unge om i 2020

Når man kigger på et år, er der altid nogle begivenheder, som står stærkere end andre. En lokal avis vil i slutningen af året bringe klummer fra tre generationer med bud på, hvad der særligt optog dem i 2020. Du er udvalgt til at repræsentere ungdomsgenerationen.

Skriv en klumme med titlen: Det talte vi unge om i 2020

  • Som forberedelse til din klumme skal du søge informationer om begivenheder i 2020.
  • I din klumme skal du: beskrive nogle af de emner og begivenheder, unge talte om i 2020 reflektere over, hvorfor eller hvordan de har haft betydning for dig, for Danmark eller for resten af verden.

Din klumme skal bringes i en lokal avis.

Her vil vi gennemgå fem vigtige spørgsmål, du altid skal stille til en opgaveformulering. Vi gennemgår dem med udgangspunkt i eksemplet, men du kan bruge dem til alle opgaveformuleringer, hvor du skal skrive en klumme.

Hvad er emnet?

Opgaveformuleringens titel og den indledende tekst fortæller dig om emnet og situationen. I eksemplet skal du skrive om begivenheder i år 2020, som særligt optog ungdomsgenerationen. Som titlen udtrykker det: “Det talte vi unge om i 2020”. 

Du får at vide, at du som afsender skal “repræsentere ungdomsgenerationen” og skrive til “En lokal avis”. Det vil sige, at du skal skrive om nogle begivenheder, som unge i dit lokalområde har været optaget af. Du skal altså ikke skrive om personlige begivenheder, som kun handler om dig selv, din familie eller dine venner. 

Derefter følger selve opgaven: “Skriv en klumme med titlen: Det talte vi unge om i 2020”.

Hvordan skal du forberede dig?

Opgaveformuleringen fortæller dig også, hvordan du skal forberede dig og finde indhold. Til opgaverne følger af og til noget materiale, som du skal bruge som udgangspunkt for og inspiration til din klumme. Sådan er det ikke i denne opgave. Her skal du selv finde informationer til klummen på internettet. 

Du skal finde nogle vigtige begivenheder, som unge har talt om i løbet af året. Det kan både være store verdensbegivenheder og begivenheder i Danmark. Men det kan også være begivenheder fra dit lokalområde. Husk på, at du skal skrive til en lokal avis. 

For at din klumme ikke skal blive for lang, bør du udvælge et mindre antal begivenheder. Ikke mere end en lille håndfuld, 3-5 stykker. Du skal selvfølgelig fokusere på de begivenheder, der har optaget unge som dig selv. Derfor er det måske godt, at du lige laver en hurtig brainstorm, inden du kaster dig over internettet.

Det bliver en bedre klumme, hvis du fordyber dig i nogle få ting, fremfor at remse en masse op. 

Her kan du læse mere om, hvordan du finder et godt indhold.

Hvordan skal du skrive i klummen?

Opgaveformuleringen fortæller også, hvordan din klumme skal skrives:

I din klumme skal du: beskrive nogle af de emner og begivenheder, unge talte om i 2020 reflektere over, hvorfor eller hvordan de har haft betydning for dig, for Danmark eller for resten af verden.

Her får du to vigtige ting at vide. Du skal både beskrive begivenhederne og reflektere over dem.  Først skal du lave en neutral beskrivelse af, hvad begivenheden gik ud på. Hvad skete der? Hvornår skete det? Hvem var involveret? Dernæst skal du reflektere over, hvordan du selv, din omgangskreds, Danmark eller verden blev påvirket af begivenheden.  

Her kan du læse mere om opbygning og om at skrive teksten.

Hvordan skal dit sprog være?

Din klumme skal skrives til en lokal avis, som er mediet. Det vil sige, at din modtager er avisens læsere. Du må altså ikke skrive indforstået eller på en måde, som kun dine venner kan forstå. Alle læsere af avisen unge som gamle, skal kunne følge dig. 

Samtidigt skal du skrive som dig selv, fordi du skal repræsentere de unge. Det er også en del af klummen som genre, at du gerne må lege med sproget for at gøre det interessant for læseren. Derfor skal du finde en balance mellem et neutralt og et personligt sprog. Her kan du læse mere om sproget i klummen.

Hvordan skal dit layout være?

Du skal skrive en klumme, der skal “bringes i en lokal avis”. Derfor skal du vælge et layout, som ligner avisens. Det vil sige, at du skal sætte din klumme op med rubrik, byline og brødtekst. Det kan også være relevant at finde et billede. Eventuelt kan det være et billede af dig selv, så læserne kan se skribenten. Her kan du læse mere om layout af en klumme.