Det talte vi unge om i 2020

Her kan du se et eksempel på en klumme om unges oplevelse af 2020. Klummen skal forestille at være skrevet til en lokal avis. Den er et tilbageblik på begivenheder i 2020, som havde særligt betydning for ungdomsgenerationen. Klummen beskriver emner og begivenheder, som optog de unge, og reflekterer over deres betydning.

Opgaveformulering

Klummen er skrevet ud fra en opgaveformulering, som var del af afgangsprøven i skriftlig dansk i december 2017. Vi har valgt at opdatere opgaveformuleringen, så klummen handler om 2020 i stedet for 2017, som den oprindeligt skulle.

Det talte vi unge om i 2020

Når man kigger på et år, er der altid nogle begivenheder, som står stærkere end andre.

En lokal avis vil i slutningen af året bringe klummer fra tre generationer med bud på, hvad der særligt optog dem i 2020. Du er udvalgt til at repræsentere ungdomsgenerationen.

Skriv en klumme med titlen: Det talte vi unge om i 2020

Som forberedelse til din klumme skal du søge informationer om begivenheder i 2020.

I din klumme skal du: beskrive nogle af de emner og begivenheder, unge talte om i 2020 reflektere over, hvorfor eller hvordan de har haft betydning for dig, for Danmark eller for resten af verden.

Din klumme skal bringes i en lokal avis.

Klumme: Det talte vi unge om i 2020

Lokal-posten, 25. januar 2021

Af Emma Jessen, skoleelev København.

Vi kan vidst alle blive enige om, at 2020 var et mærkværdigt år. Det var et år, hvor der skete ufattelig meget, men samtidig også temmelig lidt. Et år, hvor nye begreber såsom smittetryk og coronatal blev indført i vores daglige tale. Ikke mindst var det et år, hvor der blev indført en ny dagsorden med maskepåbud, pressemøder og regelmæssige besøg til mobile testcentre. Coronavirus fik en indflydelse på alt, vi foretog os, og det var i høj grad noget, vi unge talte om.

Se forklaring af afsnittet
 

Indledningen herover sætter en ramme for klummen, som leder læseren ind på dens emne . Den fremhæver nogle af de problemstillinger, som klummen kommer ind på. 

Det var den 11. marts, Danmark lukkede ned. Det var en onsdag, og jeg var på arbejde. Jeg arbejdede i det lokale supermarked, og på onsdage havde jeg fast vagt fra 16-22. Vi var kun to på arbejde: En i kassen, og så var der mig, som passede resten af butikken. Ved 20-tiden fornemmer jeg, at noget er helt galt. Folk blev flere og flere, og da jeg gik ud med skraldet, var jeg ved at ridse en bil med lagerdøren. Alle parkeringspladser var fyldt op, så bilen havde parkeret helt nede ved døren blandt skraldecontainerne.

Inde i butikken svømmede det efterhånden med mennesker. Kurve og vogne var fyldt til randen med tørvarer, toiletpapir og dåsemad. Alt langtidsholdbart blev revet af hylderne. Folk købte simpelthen mere, end de kunne løfte med deres arme. I de efterfølgende dage delte mange unge deres oplevelser over de sociale medier. Næsten alt skulle lukkes på ubestemt tid, og folk var blevet nødt til at aflyse alle deres planer. Samtidig stoppede flytrafikken, og man kunne hverken komme ind eller ud af landet. Det vakte stor bekymring. De, som var ude at rejse, frygtede, at de ikke kunne komme hjem igen.

Se forklaring af afsnittet
 

Her fortæller skribenten, hvordan hun selv oplevede begyndelsen på nedlukningerne. Det gør klummen personlig og vedkommende. Fortællingen er samtidigt noget, som læserne kan spejle deres egne oplevelser i. Sprogligt er der valgt korte sætninger, som understreger den næsten paniske stemning, som greb landet. Gennem den personlige oplevelse beskriver afsnittet faktisk, hvordan nedlukningerne påvirkede danskerne og verden generelt set.

Ligesom alt andet lukkede skolerne også, og der blev afholdt virtuel undervisning i stedet. Det gjorde der i hele landet. Der var lyd- og internetproblemer. Det var svært at følge med i, hvad læreren sagde. Det var en mærkelig oplevelse, næsten absurd.

Men på trods af, vi alle nu var langt væk fra hinanden fysisk, kom vi paradoksalt nok også tættere på hinanden. Vi sad alle derhjemme med vores kameraer tændt, og på den måde fik man lov til at opleve folk på en anden måde. Blandt andet fik klassen og jeg et bedre forhold til vores matematiklærer. Hun sad hjemme i sin stue og underviste os, og ofte sad hun sammen med sin treårige datter. Datteren var meget lille og fulgte nysgerrigt med fra hendes skød. Bag min lærer hang der billeder og svømmediplomer på væggene, og man kunne lige ane hendes farverige køkken i baggrunden. Når hun underviste os, føltes det lidt som om, man sad hjemme i hendes hus sammen med hende. Det var en sjov fornemmelse.

Jeg kendte ikke rigtig min lærer inden nedlukningen. Jeg vidste kun, at hun var god til matematik. Men pludselig lærte jeg, at hun elskede at lave mad, og at hun engang havde været sportsdykker. Det ændrede min opfattelse af hende markant. Hun gik fra blot at være en lærer, til at være en person med interesser og usikkerheder ligesom alle os andre. Det fik mig til at føle mig mere forbundet til hende. På samme måde kom jeg ind i hjemmene hos mine klassekammerater, og det var sjovt at se dem bag facaden i deres nattøj eller uden makeup. Jeg tror, der var mange, der lærte hinanden bedre at kende.

Se forklaring af afsnittet
 

Her tager skribenten fat på at beskrive, hvordan lukningen af skolerne føltes. Selvom hun tager sit eget udgangspunkt, så er det en beskrivelse, som næsten alle unge kan nikke genkendende til. I afsnittet reflekterer hun også over de trods alt positive oplevelser, som virtuel undervisning gav.

Men som månederne gik, blev det mindre og mindre interessant at være derhjemme. En følelse af ærgrelse og frustration hang tungt i luften, og stemningen var trykket i de virtuelle klasseværelser på landsplan. Undervisningen var ensformig, og man var alene i frikvartererne. 

Når dagens sidste lektion endte, så sad folk alene tilbage på deres værelser foran en mørk skærm. Mange begyndte at føle sig ensomme, fordi de savnede at mødes med deres venner i virkeligheden. At se hinanden på video gav ikke det samme, som det gjorde at ses i virkeligheden. Samtidig blev fødselsdage, fritidsaktiviteter og fejringer aflyst én efter én, og det var deprimerende. 

Endelig, da sommeren kom, blev vores afgangsprøver aflyst. På gymnasierne blev der også afholdt færre eksamener, og dimissionsfesterne blev aflyst. De studerende på universiteterne blev også nødt til at tage deres mundtlige eksamener hjemmefra. Jeg tror, at alle unge følte, det var en mærkelig afslutning på det hele.

På skolen var der hverken karamelkast eller afslutningsfest. I stedet måtte man nøjes med at knappe en sodavand op derhjemme, fordi årgangen ikke måtte samles. Vi var mange, som var skuffede og kede af det. 

Jeg synes dog, at sommeren var et lyspunkt på mange måder: Der var godt vejr det meste af tiden, og man måtte gerne mødes flere mennesker, så længe man var udenfor. I juli måned rungede gaderne også af musik og jublen, eftersom de nye studenter havde fået lov til at køre i vogn. I de solrige sommerstunder glemte man næsten, at der var en pandemi i gang. 

Se forklaring af afsnittet
 

Her reflekterer skribenten over den negative side af nedlukningen, og hun beskriver samtidigt nogle af de ting, som har optaget hendes generation og påvirket den. Afsnittet slutter positivt med en beskrivelse af sommeren som lyspunkt.

Til efteråret vågnede bekymringen dog atter op fra sin sommerdøs, da smittetrykket steg markant. Regeringen afholdte omkring 700 pressemøder. Restriktionerne blev opstrammet gang på gang. Samtidig blev det mørkere og koldere udenfor. 

Halloween blev en begivenhedsløs fornøjelse uden børn, der raslede. Der var også mennesketomt i resten af landets forsamlingssteder. Koncertsalene var døvende stille, og der lød ingen plask i svømmehallerne. Butiksdørene var afspærret med rullegitre, og der var ingen bolde, der hoppede på gulvet i idrætshallerne. 

På skolerne var der ingen lærere og ingen børn. Skolebygningerne mindede om spøgelsesbyer, fordi de var tomme for leg og støj. Det eneste livstegn, der stadig var tilbage i bygningerne, var lyden af IKEA-urene, der tikkede uforstyrret inde i klasseværelserne.   

Se forklaring af afsnittet
 

Her tager skribenten fat på efteråret, som igen bragt nedlukninger og bekymringer med sig. I beskrivelsen bruges en del billedsprog for at vise, hvor tomt samfundet pludselig blev. 

Men på trods af alle urolighederne blev årets ord samfundssind. Vi beviste nemlig over for hinanden, at vi er i stand til at stå sammen i en svær tid. Mange har følt sig ensomme. Alle har været mere alene end normalt. De fleste har dog fundet trøst i at vide, at alle har haft det sådan. Vi ved også, at vaccinen er på vej. Det giver os håb for 2021. Jeg tror, alle unge er forventningsfulde til det nye år. Vi krydser fingre for en bedre tid. Et forår, hvor vi har mindre afstand og færre masker. En sommer, hvor vi igen må ses med vores venner. En juleaften, hvor vi endelig kan kramme vores bedstefar. 

Se forklaring af afsnittet
 

Skribenten slutter klummen med nogle positive forventninger til det nye år. Afsnittet og dermed klummen slutter med en sproglig figur, hvor tre sætninger gentager en næsten ens indledning: "Et forår... En sommer... En juleaften". Dette kaldes også for en tretrins-raket. Figuren giver en markant afrunding, som understreger det positive budskab med klummen. Der er håb i al mørket. 

.