Digital mobning

Her har du et eksempel på et essay, som handler om mobning over nettet. Essayet er inspireret af en kort film fra Center for Rummelighed. I essayet reflekterer afsenderen over årsagerne til og virkningen af mobning. Til sidst overvejer afsenderen, hvad der kan gøres for at undgå mobning.

Opgaveformulering

Essayet er skrevet ud fra en opgaveformulering, som var opgave 1 afgangsprøven i skriftlig fremstilling for 9. klasse i maj 2017. Opgaveformuleringen så sådan ud:

Vi finder dig og tæsker dig

Jeg sidder i bussen på vej hjem fra håndbold. Pludselig ser jeg en dreng, der sprinter hen langs fortovet. Han er ikke i træningstøj, men har en stor skoletaske på ryggen og Converse på fødderne. Jeg spekulerer over, hvad han mon skal nå. Et penalhus falder ud af hans taske, men han løber bare videre. Han ser sig ikke engang tilbage.Pludselig hører jeg nogle drenges grin foran mig. ”Haha, se ham lige! Han er sådan en tøsedreng.” udbryder en af dem. ”Julius, hvad skrev du lige til Lucas? Han løber jo som en sindssyg.” Jeg kigger fortvivlet ud gennem ruden og ser på Lucas, der fortsat løber. Sekunder efter drejer bussen rundt om et hjørne, og Lucas forsvinder bag nogle træer og buske. 

På resten af turen bliver drengene ved med at grine og svine Lucas til. Mine tanker raser. Jeg tænker over, hvad Lucas mon har gjort, siden drengene mobber ham. Mon han overhovedet har gjort noget? Eller er han måske helt uskyldig, og drengene i bussen er bare ondskabsfulde? Eller kunne det være, at drengene har lavt selvværd? Måske frygter de selv at blive et mobbeoffer, så de mobber Lucas i stedet?

Jeg tror ikke, der nødvendigvis findes ét rigtigt svar. I mange tilfælde, tror jeg, mobning sker på grund af gruppepres. Hvis der er dårligt sammenhold i en skoleklasse, har vi en tendens til at samle os i små klynger. De af os, som ikke finder en gruppe, bliver så stemplet som outsidere. Lucas lignede ikke de andre drenge i bussen: Han bar ikke mærketøj som de andre, og så var han også en smule tyk. Lucas skilte sig ud, og det blev han straffet for.

Jeg betragter drengene i bussen og bemærker, at den ene af dem ser meget usikker ud. Han bliver ved med at kigge sig over skulderen, og han kommer heller ikke selv med nogen spydige kommentarer ligesom de andre. Han skynder sig bare at grine, hver gang de andre siger noget. Men imens han griner, ser han stadig nervøs ud. Måske han i al hemmelighed også er lidt af en outsider? Men i frygt for at ende som Lucas, hopper han med på mobningen.

Jeg tror, det er en ond kæde. For på den ene side har du outsideren, der bliver mobbet. Personen bliver holdt uden for fællesskabet og får et lavt selvværd. Men på den anden side har du også dem inden for gruppen. Som den usikre dreng, der sidder på det yderste bussæde. Han lærer, at han er nødt til at være som alle andre for at overleve i sin gruppe. Det tror jeg, er et stort problem for vores samfund. Det er et problem, fordi det lærer de unge, at det kan betale sig at være ondskabsfuld. Hvis de gør en anden til offer, så bliver de ikke et offer selv. Man bliver stærk ved at gøre en anden svag . 

Mobning smitter lige så hurtigt og aggressivt som Coronavirussen. Når én person i en gruppe begynder at mobbe en anden i klassen, vil personens gruppe ofte mobbe med. Lige pludselig er det fem mod én, selvom de sidste fire egentlig ikke har noget i mod offeret. Vi følger bare med, fordi alle andre gør det. Og du behøver ikke længere at tæve nogen i skolegården, du kan nøjes med at sende en besked på nettet.

Noget mobning er så groft, at det går hen og bliver til dødstrusler. Er mobberen så virkelig usikker på sig selv? Eller er personen bare ond?

Det virker ikke til, at drengene i bussen ønsker at skade Lucas fysisk. De skrev blot nogle onde ting til ham for deres egen underholdnings skyld. Men det vidste Lucas tydeligvis ikke. Uden for bussen suser træer og marker forbi. Mon Lucas er kommet hjem nu? Jeg lukker øjnene og forestiller mig, at jeg er Lucas. Jeg kan lige se det for mig: Jeg er på vej hjem fra skole, og pludselig mærker jeg min mobil vibrere i lommen. Nysgerrig tager jeg den op, trykker på power-knappen, og en besked lyser op på displayet. ”Vi finder dig og tæsker dig. Vi ved, hvor du bor.” Mit hjerte hopper et slag over, idet jeg læser beskeden. Med rystende hænder lægger jeg telefonen tilbage i lommen. Jeg sprinter hele vejen hjem af frygt.

Bussen bremser hårdt op, og jeg vågner med et sæt fra min dagdrøm. Lucas må føle sig utrolig utryg lige nu. Han har nok heller ikke lyst til at komme i skole i morgen. Når man bliver mobbet ligesom Lucas, må man føle sig enormt udsat. Og enormt ensom.

Som mobbeoffer bliver man holdt ude fra fællesskabet. Måske er mobberen kun en enkelt person, men når andre hurtigt går med i det, så er det lige pludselig forsvarsløse dig imod en angrebslysten gruppe af mennesker. De fleste mobbeofre er ensomme og isolerede, fordi folk hopper med på bølgen og fravælger at være sammen med dem. Men udover ensomhed, så er mobning i høj grad med til at give offeret konstant angst for at blive ramt. Måske kan det påvirke dem resten af livet.

I skolen så vi engang en video fra Center for Rummelighed om digital mobning. I videoen fik en interviewer tilfældige folk til at læse autentiske mobbebeskeder op. Jeg husker især en ung kvinde, der sad med en besked mellem hænderne. Hun stirrede ned på beskeden, og hendes øjne blev blanke. Efter lidt tid spurgte manden bag kameraet, om hun ville læse beskeden højt. Hun tøvede. Nej, det havde hun ikke lyst til. Bagefter læste en mand den næste besked op. Han skar tænder, mens han læste højt.

Selvom en besked over nettet ikke fysisk kan skade os, kan den ramme os lige så hårdt som en mavepuster. Lucas lignede én, der var blevet pisket. Drengene i bussen er garanteret gode til at minde ham om, at han er overvægtig. Men i modsætning til et slag, så bliver ordene ved med at gøre ondt. De låser sig fast i vores hukommelse, og de følger os i hælene som vores egen skygge. 

Drengene på bussen kan få fat i Lucas lige meget, hvor han befinder sig henne. De kan sende ham en SMS hvor som helst fra, uden at han kan konfrontere dem med det. På samme måde kan andre mobbere få fat i deres ofre uden at konfrontere dem. På den måde bliver det også meget lettere at spille stor og farlig som mobber, fordi dit offer ikke kan se dit ansigt eller dine usikkerheder.

Jeg ville ønske, jeg kunne hjælpe Lucas. Jeg ville ønske, jeg kunne hjælpe alle som ham. Ja, jeg ville egentlig allerhelst ønske mig, at mobning slet ikke fandtes.

Men når du går på nettet, findes mobningen alle vegne. Også blandt voksne. De skælder dagligt hinanden ud på de sociale medier. De kalder hinanden løgnere, idioter og alverdens andre sårende ting. Jeg tror især, at beskederne sender et rigtig dårligt signal til de unge. De observerer nemlig, hvordan de voksne opfører sig, og de tager ved lære af dette. Når de voksne omkring os opfører sig som børnehavebørn, hvad skulle så stoppe os fra at gøre det samme?

Vi bliver nødt til at tage afstand fra mobning. Vi skal tale om det og lære helt nede fra de små klasser, at mobning ikke er i orden. Men det kan være svært for de voksne at gribe ind. Mobning foregår typisk sådan, at folk udefra ikke opdager det. Især hvis det foregår over nettet. Her kan det ske for næsen af os, uden at vi kan lugte det.

I mange tilfælde tror jeg også, at folk vender ryggen til, hvis nogen bliver drillet. De tænker, det ikke vedkommer dem. Eller også tør de ikke at sige noget, fordi ingen andre tør heller. Men hvis ingen griber ind, så fortsætter det.

Skolen skal vise, at de eleverne trygt kan komme til deres lærere for at få hjælp. Skolen kunne eventuelt have en dag om måneden, hvor alle elever skulle snakke med deres lærere én til én. Her kunne der så blive snakket om, hvordan eleven havde det i klassen. Hvis man bare tager en fællessnak i klassen, tror jeg ikke, eleverne ville turde at indrømme, hvis de blev mobbet. Især ikke hvis de blev mobbet af de andre elever fra klassen.

Jeg tror også, at det er vigtigt, at børn lærer det hjemmefra. Forældrene skal aktivt følge med i, om deres barn behandler andre ordentligt. Men samtidig skal de også selv behandle andre ordentligt. Børn gør jo ofte blot, hvad de lærer hjemmefra.

Vi nærmer os et busstoppested. Bussen bremser hårdt op. Et par tasker ryger på gulvet, og en mand på forreste række bander højlydt. ”Klaphat!” Råber han ad buschaufføren. Da dørene åbner, tager manden arrigt sine ting og finder sit rejsekort frem. Han rejser sig og tramper hen til dørene. Da han er nået hen til døråbningen, råber han irriteret: ”Kommer du Julius?”

Drengen, som havde sendt den tarvelige besked til Lucas, rejser sig og går over mod sin far. ”Vi ses gutter,” mumler han.

Lige inden dørene lukker, hører jeg faren klage ”Jeg hamrede fandme min næse ind i ruden. Fede idiot af en buschauffør.” Drengen kigger op på sin far og nikker. Vi andre sidder tilbage i stilhed. Efter lidt triller bussen videre, og Julius og hans far forsvinder i horisonten. Resten af turen er drengene stille. Lydløst kigger vi ud på træerne, der suser forbi.