Debatindlæg
Her får du hjælp til at skrive et debatindlæg. Debatindlægget er en af de genrer, du kan møde ved afgangsprøven i skriftlig dansk i 9. og 10. klasse. Med denne trin for trin vejledning får du hjælp til alle faser i arbejdet.
Vi viser også ud fra eksempler, hvordan du skal forberede og bygge dit debatindlæg op.
Hvad er et debatindlæg?
Debatindlægget er en genre, der tilhører genrekategorien opinion. Formålet er at skabe eller deltage i en debat om et aktuelt emne eller problem. Ofte opbygges debatindlæg ud fra en kort præsentation af emnet, derefter argumenterer skribenten for sit synspunkt og giver måske et løsningsforslag.
Debatindlæg bør dog være åbne for, at emnet eller problemet kan opfattes forskelligt. Derfor skal præsentationen og argumentationen være nuanceret.
Debatindlæg er en genre, som du kan møde uden for skolen. De findes ofte i aviser og magasiner. Et helt kort debatindlæg kaldes ofte for et læserbrev, mens længere debatindlæg har form af kommentarer eller kronikker.