Tik Tak

Her har du et eksempel på et personligt blogindlæg, som handler om oplevelsen af tiden. I indlægget gives eksempler på og refleksioner over, hvordan bloggeren selv har oplevet tiden på forskellige måder. Det fører til opstillingen og begrundelsen af to leveregler. 

Opgaveformulering

Blogindlægget er skrevet ud fra en opgaveformulering, som var del af afgangsprøven i skriftlig fremstilling i maj 2020:

Tik Tak

Vi kender det alle sammen, at tiden løber fra os. Nogle gange er tid en mangelvare, og andre gange føles tiden uendelig.

Du vil gerne i dialog med dine følgere om emnet tid og skriver derfor et indlæg på din personlige blog.

Skriv dit blogindlæg om tid.

I dit blogindlæg skal du:

  • give eksempler på og reflektere over, hvordan du oplever tid i forskellige situationer
  • opstille og begrunde nogle “leveregler” i forhold til tid, som du håber at kunne leve dit liv efter.

Jeg vil kede mig mere!

Offentliggjort 5. januar 2021, 10.07

Forleden dag var en vild oplevelse for mig: Jeg kedede mig mere end nogensinde før! Okay, det lyder måske ikke særligt vildt - men læs lige videre. På en iskold cykeltur hen til min læge løb min iPhone tør for strøm. Og så sad jeg der i venteværelset og kunne hverken høre musik eller tjekke Instagram. Aldrig før har tiden sneglet sig så langsomt afsted. Som en gammel dame med en rollator. 

Kender du det, når du keder dig så meget, at du ikke kan stoppe med at gabe? Når ti minutter føles som halv dag?

Se forklaring af afsnittet
 

Her er valgt en overraskende overskrift, som gerne skulle vække læserens opmærksomhed. Derefter indledes blogindlægget med en konkret personlig oplevelse, som introducerer emnet for indlægget. 

Tiden løber væk

Når min mobil har strøm, og jeg kan komme på Instagram, går tiden til gengæld ekstremt hurtigt. Jeg skal jo bare lige hurtigt tjekke, om nogen har delt noget spændende og … Bum! Næste gang, jeg ser op, er det blevet mørkt udenfor. Min iPhone siger, at jeg bruger over fire timer om dagen på den. Er det for meget?

Jeg kedede mig helt vildt, da jeg sad i venteværelset med min døde iPhone i hånden. Men måske er det slet ikke nogen dårlig ting?

På den ene side er det rart at kunne bruge den til bare at slappe af. Jeg elsker at ligge og hygge på YouTube, Instagram og Messenger. Det er skønt, at bliver underholdt uden at skulle gøre særligt meget for det. Hele verden er bag den lille skærm. Der findes en uendelig række af nuttede kattevideoer og Instagram-opslag fra smukke Hollywood-stjerner, som jeg bare må se.

På den anden side løber tiden fra mig som sand mellem fingrene, når jeg bruger min smartphone. Det er som om, at tiden bare løber fra mig. At den er væk, før jeg får brugt den til noget godt. Jeg har en trist følelse af, at det er spildt tid.

Se forklaring af afsnittet
 

I afsnittet reflekterer bloggeren over oplevelsen af tid, når den bliver brugt til underholdning på mobilen. Det er både hyggeligt og underholdende, men føles også som spildt tid. Afsnittet har fået en mellemrubrik, hvilket skaber en god opdeling af hele blogindlægget.

Er det sundt at kede sig?

Da jeg var lille, sagde min mor altid, at det er sundt at kede sig. Det skulle vist nok gøre, at du får en bedre hukommelse og bliver mindre stresset. Så spørgsmålet er måske: Vil du underholdes, indtil tiden er væk? Eller kede dig på en god måde, så tiden giver mening?

Min mor købte for nyligt et enormt puslespil, som hun mente, at vi skulle lave sammen. Kedeligt! Hjælp mig, Instagram! Men efter noget tid blev jeg faktisk helt opslugt af det. Jeg blev meget fordybet i at samle brikkerne til store farvestrålende blomster. Selv når jeg gik i stå, og det blev kedeligt igen, blev jeg ved. 

Det var meningsfuldt at se brikkerne falde på plads. Det var rart at gøre noget, der var kedeligt i starten. Tiden var ikke bare løbet sin vej, men den var brugt til noget. Det var bedre end Instagram. Måske du mærker livet mere, hvis du keder dig af og til? Måske er det faktisk ret sundt?

Se forklaring af afsnittet
 

Her beskrives endnu en personlig oplevelse af tiden. Det fører til en refleksion over, hvordan man kan bruge tiden godt, selvom man laver kedelige ting. Bemærk også, hvordan læseren tiltales direkte i teksten som “du”.

Mine nye leveregler

Puslespillet gav mig en god idé. Jeg har bestemt mig for to regler om min tid, som jeg vil leve efter fra nu af.

1: Jeg vil bruge tiden meningsfuldt!

Jeg har sat mig ned og skrevet en liste over ting, der giver mening for mig at lave. De må gerne være kedelige. Jeg vil lægge flere puslespil, gå lange ture, læse tunge bøger og se aftennyhederne i tv. Vi har nok alle sammen helt forskellige lister. Måske er Instagram endda på din liste? Fair nok! Jeg tror bare, at det er vigtigt, at du ikke sidder fastklistret til skærmen hver dag. Jeg tror ikke, at det gør dig lykkelig. Hvis du vil være lykkelig, skal du bruge tiden meningsfuldt. 

2: Jeg vil kede mig meget mere!

Ikke hele tiden, selvfølgelig. Men nogle gange. Jeg vil ikke altid tage mobilen frem, når jeg venter på bussen. Jeg vil ikke gå på Instagram i alle pauser. Der er mange gode ting ved at kede sig. Du giver dine tanker ro. Du kan mærke efter, hvordan du egentlig har det. Du kan måske endda tænke nogle kloge tanker om verden. 

Se forklaring af afsnittet

Her opstilles og begrundes to leveregler, nemlig at bruge tiden meningsfuldt og at kede sig mere. Den første regel vil de fleste være enige i, men den anden regel er ikke helt normal. Derfor vil læseren være interesseret i at læse begrundelsen for, hvorfor reglen er valgt.

Jeg ved ikke, om mine nye leveregler er perfekte. Men jeg tror, at de kan gøre, at min tid bliver brugt mere meningsfuldt. Eller i hvert fald, at min tid ikke forsvinder fra mig på nul komma fem. Ville dine leveregler se anderledes ud?

Jeg vil til at bruge min tid meningsfuldt. Jeg vil fordybe mig og kede mig. Jeg vil mærke livet, inden tiden er løbet fra mig. Derfor vil jeg lægge flere kedelige puslespil i fremtiden. Og bruge mindre tid på Instagram. Hvordan bruger du din tid bedst muligt? Hvad er dine leveregler? Smid en kommentar! 

Indlæg af Mathilde på tænkeboksen.dk

Se forklaring af afsnittet
 

I afslutningen samles op på indholdet og overvejelserne. Der stilles også nogle spørgsmål til læseren, som forhåbentligt kan starte en debat i bloggens kommentarfelt. Bloggeren har også underskrevet sig, ligesom du kan se bloggens (fiktive) navn.